Min uge som frivillig hos VoksenBøgen

23. september 2020
"I uge 37 havde jeg muligheden for at være frivillig hos VoksenBøgens Dagfunktion, hvor vi deltog i Aalborg kommunes Bæredygtighedsfestival 2020" - Line

Line, sociologi-studerende på Aalborg universitet, fortæller om hendes samarbejde med VoksenBøgens Dagfunktion i forbindelse med årets Bæredygtighedsfestival. Vi bringer hermed hendes fortælling.

Til daglig læser jeg Sociologi på Aalborg Universitet, hvor jeg har skrevet de fleste af mine semesterprojekter inden for emnet bæredygtighed. Derfor så jeg det som en fantastisk mulighed, at få lov til at være frivillig hos VoksenBøgen, som i flere år har deltaget i Bæredygtighedsfestivalen. 

På universitet har jeg lært om de teoretiske sociale aspekter inden for bæredygtighed i vores Klima-og Miljø valgfag, og i ugen som frivillig fik jeg så muligheden for at opleve den sociale bæredygtighed i praksis, og hvordan det er et vigtigt element i hverdagen på VoksenBøgen.

Her sætter man nemlig den social bæredygtighed som et bærende budskab for Dagfunktionen. I ugen oplevede jeg, hvordan man her har et stort fokus på at skabe et fællesskab, hvor borgerne bekræftes i, at der er plads til alles forskellige personligheder og kompetencer. Her opbygges borgernes selvbillede og selvtillid ved muligheder for at tilegne sig færdigheder inden for praktiske og kreative fag, som de har en personlig interesse for f.eks. madlavning, skovarbejde eller keramik. 

Under forberedelserne i ugen op til festivalen oplevede jeg, hvor meget borgerne glædede sig. Der blev produceret flyers og plakater, som jeg var rundt og fordele hos de mange erhvervsdrivende i Vodskov by. Tak til dem for at tage så godt imod mig og Voksenbøgens arrangement. 

Der blev bagt kager og lavet flotte ting af bl.a. keramik, træ, hjemmesyltede produkter, perler, glas og en "skov-bingo" blev planlagt, hvor de besøgende skulle gå rundt i naturen omkring VoksenBøgen og indsamle forskellige blade og bær. Særligt populært var de trærammer, hvor de besøgende selv skulle indsamle materialer til at fremstille et insekthotel.

Det var en målsætning for VoksenBøgen, at borgerne via Bæredygtighedsfestivalen kunne få selvtillid ved at vise deres arbejde frem og se, at det også har en værdi for andre. Arrangementet skulle være et sted, hvor alle kunne samles om en fælles interesse for naturen og give plads til en mangfoldighed i fællesskabet.

Jeg oplevede, hvor meget borgerne bliver inddraget i de daglige tilbud på VoksenBøgen. For eksempel er der hver onsdag en fælles udflugt, hvor borgerne kan ønske en oplevelse ude af huset, og at denne kan blive realiseret i det sociale fællesskab. Det er en vigtig mulighed for at man sammen kan skabe gode oplevelser og minder som en social gruppe. 

Det var på alle måder en rigtig spændende uge som frivillig hos VoksenBøgen, og jeg vil derfor gerne sige tusind tak til både personale og borgere for en meget lærerig og hyggelig uge, hvor jeg fik muligheden for at overvære et fint socialt fællesskab og samtidig lære endnu mere om bæredygtighed i praksis. TAK!

//Line

Del indhold