Samarbejde sikrer fyldte køleskabe

21. marts 2022
VoksenBøgen har etableret et meget givtigt og vigtigt samarbejde med Fødevarebanken, som leverer overskudsmad til mennesker i svære livssituationer.

Det nye samarbejde blev etableret for cirka to måneder siden og er særligt koblet op på "Housing First- indsatsen".

- Vi får ugentligt leveret mad til borgere i overgangen fra hjemløshed til egen bolig, fortæller Jonas Andreasen, der er Afdelingsleder på VoksenBøgen. 

Han forklarer, at de på den måde kan lave en meget mere nænsom overgang den første kritiske overgang fra hjemløshed til egen bolig.

- Med denne ordning får borgeren et fyldt køleskab i den første periode i eget hus, siger Jonas og fortsætter:

- Så kan de kanalisere deres energi anden steds i det hav af praktiske opgaver, der lige pludselig opstår i forbindelse med etablering i egen bolig.

Indsatsen udfases herefter gradvist, og medarbejdere bistår borgeren i selv at kunne handle ind, når det er nødvendigt. 

- Borgerne er simpelthen så taknemmelige, når de modtager maden. Det giver dem en udfordring mindre at skulle forholde sig til i overgangen fra hjemløshed til egen bolig, slutter Jonas. 

Læs mere om Fødevarebanken

 Indkøbsvogn

Del indhold