Lejligheden -Et godt sted at være sammen
Så har vi i bostøtten et fantastisk tilbud til dig:
”Lejligheden” skal være et hyggeligt omsorgssted, hvor gæster opfordres til deltagelse i aktiviteter, der passer til deres behov og er med til at øge deres livskvalitet. Det er for alle, der ønsker at færdes i et alkohol- og stoffrit miljø og er bevilget en socialpædagogisk indsats hos VoksenBøgen.
I lejligheden har gæsterne mulighed for at spise, hygge, spille spil, tage en lur, snakke og benytte computer, lade telefoner op samt have adgang til gratis WIFI.
Det er også muligt at få lidt tøj med hjem fra vores tøjdepot, hvis du trænger til det. Du kan ligeledes i særlige tilfælde få en omgang tøjvask samt et varmt bad.
Lejligheden er alkohol- og stoffri, så du må ikke drikke eller indtage rusmidler, mens du er i Lejligheden.
Der arrangeres af og til udflugter og gæsteaktiviteter, som alle er velkomne til at deltage i. Det kræver dog, at man på den pågældende dag ikke er påvirket og er indstillet på en dag uden indtagelse af alkohol og rusmidler.
Målgruppe:
Den generelle målgruppe er personer, der alle oplever eller har oplevet store udfordringer i livet, herunder især udfordringer med sociale problemer, hjemløshed, psykisk sygdom, misbrug, ensomhed eller andet.
Hvad tilbyder vi?
To gange om ugen - mandag og onsdag - har vi åben fra klokken 16-20, samt hver fjerde lørdag, fra 11-15 (Åbningstiderne vil blive udvidet løbende). I det tidsrum kan du være med til at vælge, hvad du kunne have lyst til at lave, fx
- Fællespisning/madlavning
- Spilleaftale
- Kreative aktiviteter såsom at male, tegne, lave keramik
- Filmaften
- Gåtur
Formålet med Lejligheden er, at skabe et fristed. Et sted, som har åbent, når andre er lukket. Et sted, som kan være med til at understøtte ensomhed, som kan opstå i aften- og weekendtimerne. Et sted, hvor du kan være en del af et fælleskab.
Hvis du har spørgsmål, kan du spørge din faste bostøtte, eller du er meget velkomme til at kontakte Alexandra på 22177007.
Lejligheden ligger i Aalborgs Vestby på Poul Paghs Gade 17A, 3. sal.